Er foreningsstrukturen på retur?

Er den klassiske foreningsstruktur død?

Medlemmers lyst til at engagere sig i den folkevalgte ledelse af foreninger ændrer sig. Resultatet er ubesatte pladser, ingen kampvalg og lokalkredse, som lukker. Det er svært at få sat skub i det naturlige – og nødvendige generationsskifte!

Jeg kommer gerne forbi og diskuterer udvikling af struktur og demokrati sammen med jer, læs også her.

Hvad skal der til?
Som rådgiver for foreninger bliver jeg ofte spurgt, om den klassiske foreningsstruktur kan overleve og om, hvad der skal til for at vinde engagementet tilbage.
Mit svar er et klart JA – strukturen overlever, men kun med mere plads til individuelt engagement.. Medlemmer vil gerne bidrage i et fællesskab, men helst om en sag, som de selv brænder for. Og forudsætningen er, at de selv kan afgøre til hvad, hvor og hvornår, de bør bidrage. Tænk på det positive i selfie-billedet: fællesskab, synlighed, og her og nu. Det er der ikke plads til i den klassiske og politiske struktur.

Hvad mener I? Hvordan sikrer vi, at foreningsstrukturen overlever?

Foreninger halter bagefter
Efter min mening er der brug for nytænkning. Projektarbejdsformen har for længst vundet indpas på resten af arbejdsmarkedet, men foreningerne har svært ved at få hul på den. Det lidt indadvendte, folkevalgte demokrati med lange bestyrelsesmøder, vedtægter, referater, faste udvalg mm. er stadig den primære arbejdsform.

Udadvendthed og fleksibilitet
Flere foreninger eksperimenter med en forenkling af bestyrelsesarbejdet og giver samtidig mere plads til flere medlemmerns indflydelse på enkeltsager og politiske indsatsområder. Opgaver, som traditionelt varetages i faste udvalg. Nøgleordene er udadvendthed, fleksibilitet og selvledelse.
Eksempler:

  • En grundig ‘slankning’ af bestyrelsen, – færre medlemmer, færre møder, mere digitalisering og elektroniske urafstemninger. Bestyrelser supplerer sig med håndplukkede, specifikke kompetencer hos medlemmer, som direkte opfordres til at indtræde i bestyrelsen. Hvis der er økonomisk aktivitet i foreningen, skal foreningen have en bestyrelse.
  • Nogle foreninger nedlægger de faste udvalg og placerer udvalgsarbejdet i ad-hoc grupper, hvor medlemmer indenfor kommissoriets rammer kan engagere sig efter eget ønske. Medlemmerne kan vælge intense dialoger om enkeltsager, som de brænder for. Ofte med lokale møder, virtuelle/fysiske møder, tæt på bopælen og til gavn for deres eget lokalområde/familie/sjæl og i kort tid. Flere medlemmer er på den måde involveret.

Der er flere eksempler på vej.

Det kræver styring
Ad hoc arbejdsformen kræver en skrap styring. Dvs.

  • En bestyrelse, som tør at åbne op for det frie engagement, men som formår at bevare det store overblik over hvorfor, hvornår og hvordan specifikke sager behandles.
  • Opgaverne bør have et synligt ophæng dels i foreningens strategi og dels i de politiske indsatsområder, som foreningen arbejder med.
  • Hver opgave starter med enighed om et tydeligt kommissorium og opgaverne evalueres.
  • En forenklet udgave af et almindeligt projektstyringsværktøj er være en stor hjælp, måske som en app på telefonen.

Der er således tale om mere frihed og selvbestemmelse, men også mere kontrol. Og ikke alle opgaver egner sig til ad hoc-formen.

Hvad gør I?
Hvad mener I? Er den klassiske foreningsstruktur på retur? Svar gerne på Facebook eller LinkedIn, hvor dette indlæg også ligger.